KST til mennesker

Kranio-sakral terapi er en blid og dybdegående behandlingsform, som har til formål at rette skævheder i kroppens centralnervesystem. Centralnervesystemet består af hjerne, rygmarv og rygmarvsnerver. Populært sagt kan centralnervesystemet kaldes kroppens computer. Centralnervesystemet bliver omgivet og beskyttet af kraniet, rygsøjlen, korsbenet og halebenet.   

Som navnet kranio-sakral antyder, foregår behandlingen fra kraniet og ned til korsbenet (os sacrum) og halebenet.  Behandlingen udføres med lette tryk, ca. 5 gram, og forskellige teknikker for at løsne membranerne omkring kraniet og bindevævet omkring hals- og ryghvirvlerne for derved at rette eventuelle skævheder.

At kranio-sakral terapien er så virkningsfuld selv med så lette tryk er ud fra den antagelse, at vores krop er i stand til selv at reparere sine skævheder, den skal bare nogle gang hjælpes lidt på vej. Hvis eksempelvis vores bækken er blevet skævt, vil kroppen prøve at kompensere for denne skævhed ved at lave en skævhed et andet sted, f.eks. i thoraxhvirvlerne mellem skuldrene. Det er godt fundet på af kroppen, så vi ikke går og vælter til den ene side, men ikke særlig smart for vores velbefindende.

Kranio-sakral terapi kan bl.a. afhjælpe:

  • Gener efter piskesmæld
  • Ondt i ryg, lænd og nakke
  • Stress
  • Skævheder i ryg, bækken og nakke
  • Gener efter hovedtraume (selv det at slå sit hoved op i en åben skabslåge kan være voldsomt for centralnervesystemet)
  • Kolik
  • Migræne
  • Hovedpine
  • Koncentrationsbesvær
  • Gener efter chok
  • Gener efter bækkenløsning
  • Myoser
  • Snurren i hænderne
  • Anspændthed
  • Biden tænder sammen
  • Snorken
  • Og en lang række andre problemer.

Lige som mange giver bilen et kilometer eftersyn, er det sund fornuft at give kroppen et eftersyn og et pusterum en gang imellem.

Selve kranio-sakral behandlingen foregår liggende på en brik.  Du starter med at ligge på maven, mens jeg blidt undersøger dit bækken og rygrad for eventuelle skævheder. Herefter løsner jeg bindevævet med bindevævsmassage og retter, hvis jeg har fundet skævheder i bækken, lumbal- og thoraxhvirvler. Så vender du dig om, så du ligger på ryggen og jeg mærker efter og løsner din nakke. Til sidst løsner jeg dit kranie og ansigt med forskellige teknikker, alt efter hvad jeg mærker og ser af spændinger og skævheder. Hele behandlingen foregår med 5 grams tryk og er meget afslappende. Ofte vil du føle, at du er lige så afslappet som i dyb søvn, men at du stadigvæk er vågen.